Fire hovedopgaver høstede priser

Af Dan Hansen, 29. June 2010 17:06:02

Nære fortællinger om ungdomsdemens og donorbørn samt skildringer af et lands økonomiske fald og en storbys økonomiske rejsning hev branchepriser hjem ved Journalisthøjskolens dimission

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har her til eftermiddag holdt dimission for 62 nye journalister og fotojournalister. I forbindelse med dimissionen blev der uddelt fire priser til de bedste hovedopgaver.

Priserne
  • Dagbladenes Bureaus Pris – Til hukommelsen os skiller
  • 3F’s pris for digitale medier – En familiehemmelighed. Du er donorbarn.
  • Jyllands-Postens Mindelegat – Letland efter festen
  • Scanpixprisen - Megacity

Til hukommelsen os skiller

Der er cirka 5.000 yngre demente i Danmark i alderen 30-65 år. Maria Thuesen Bleeg fokuserer i sin opgave ”Til hukommelsen os skiller” især på konsekvenserne for de pårørende - ægtefællen, søskende, børnene.
Der er for eksempel historien om teenageren Mathias, der oplever sin far blive mere og mere aggressiv og grov over for ham og resten af familien på grund af en tidlig demens. Det er en blanding af sorg og lettelse for sønnen, da faderen dør. Men oveni den følelsesmæssige rutschetur skal Mathias tackle, at han og hans to brødre måske har arvet sygdommen.
Dagbladenes Bureau skriver i begrundelsen for at give Maria Thuesen Bleeg prisen blandt andet: Med sin serie viser hun, hvordan det lader sig gøre at kombinere en væsentlig og veldokumenteret nyhed med godt fortalte baggrundshistorier og cases. Hun retter vores blik mod en overset gruppe – pårørende til yngre demente – og viser, hvor lidt fokus der er på dem herhjemme. Hun gør det klart, at tallene for, hvor mange det drejer sig om, er usikre. Og hun er nødt til at hente sin ekspertviden i udlandet. Men hendes cases er danske, og deres beretninger er til at tage og føle på.

En familiehemmelighed: Du er et donorbarn

”Vi står her med et væsentligt og ganske overset bidrag til samfundsdebatten, som fortælles med nerve, respekt og stor dygtighed”. Sådan lyder det blandt andet i Fagbladet 3Fs begrundelse for at give deres pris for digitale medier til Andreas Hørup Nilsson og Julie Rode Nygaard.
Hvert år fødes omkring 500 børn som følge af ”assisteret befrugtning” – altså med sæd fra en donor. Op mod syv ud af ti af disse børn, får aldrig at vide, at de er donorbørn. Forældrene vælger ganske enkelt, at barnet ikke skal kende sin egen historier – selv om de fleste myndigheder anbefaler det modsatte. Vinderprojektet sætter fokus på de problemer med identitet og familie, som mange af disse donorbørn – og voksne - oplever, når de pludselig får at vide, at deres far alligevel ikke er deres biologiske far.
Prisen gives ud fra en samlet vurdering af journalistisk fortælleevne, bred tilgængelighed og nyskabende brug af de digitale medier.

Letland efter festen

Jyllands-Posten har denne gang tildelt deres Mindelegat for en udenrigs-historie i særklasse til Anne Lund Petersen og Jens Genders for deres opgave ”Letland efter festen”. I en række historier om og fra vores baltiske naboland, skildrer de den bratte nedtur som følge af finanskrisen - efter at Letland præsenterede vækstrater langt over det europæiske gennemsnit i årene op til krisen. Men det var en forbrugsfest for lånte penge - både fra borgeres og politikernes side - og derfor har krisen ramt letterne meget hårdere end alle andre lande i EU.
Opgaven – som består af trykte features og en webdel - kombinerer de personlige skæbner med de overordnede økonomiske problemer, som landet står i til halsen. Vi får de personlige historier om letterne side om side med let forståelig formidling af den økonomiske udvikling, årsagerne til krisen og dybden af de økonomiske problemer og den politiske inkompetence i Letland.
Ifølge begrundelsen har prisvinderne vist evnen til at undres og viljen til at undersøge , hvad der ligger bag tallene. Desuden fremhæves det, at de har været i et område, som trods nærheden generelt ikke fylder meget i medierne og har gjort os klogere på Letland efter festen.

Megacity

Jonathan Bjerg Møllers fotoopgave Megacity løb med Scanpixprisen. Opgaven skildrer Bangladesh' hovedstad Dhaka, som er ramt af eksplosiv vækst. En vækst, der skaber kaos og forurening i byen. I modsætning til andre megacities i verden, er Dhakas vækst dog ikke skabt på basis af turisme - men derimod er årsagen produktion, som medfører en stigende middelklasse. Væksten er altså både positiv og negativ.
I begrundelsen hedder det blandt andet:
Det er et voldsomt billedbombardement fra hovedstaden i et af verdens tættest befolkede lande, som vinderen af Scanpixprisen Jonathan Bjerg Møller kaster i hovedet på os.
Billederne i Megacity er for nogle billeders vedkommende næsten gammeldags registrerende. Alle stilarter er spændende, når de bliver dygtigt udført, og det her er dygtigt på den underspillede måde.
Det er tydeligt, at der ligger et stort arbejde og dyb viden om Bangladesh bag det vellykkede projekt.

Se Jonathan Bjerg Møllers vinderprojekt samt de tre øvrige projekter, der var indstillet til Scanpixprisen her (de fire øverste)

 Journalisthøjskolen    priser    dimission  

Share
Print

Kommentarer [0]

Tilføj ny kommentar