Guldløve til reklame-hvalpe
Af Dan Hansen, 24.
June
2010 13:21:51
To nyslåede DMJX-dimittender har vundet reklamebranchens svar på en Oscar i Cannes Blækket på eksamensbeviset er endnu ikke tørt. Alligevel kan Peter Ammentorp og Nicolai Villads Løser Smith fra Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole allerede kalde sig indehavere af en guldløve fra den internationale reklamefestival i Cannes. Reklamebranchens svar på en Oscar blev ganske vist givet i den såkaldte Young Media Lions-konkurrence, som er for reklamefolk på max 28 år. Men det gør ikke prisen til 25-årige Nicolai Villads Løser Smith og 27-årige Peter Ammentorp mindre imponerende eller prestigefyldt.
- Det var virkelig fantastisk at vinde den, fortæller Peter Ammentorp fra Cannes.
- Stemningen er skruet helt op, og man er i selskab med alle de store stjerner fra hele verden, siger han.
Ikke helt våde bag ørerne Et kendetegn for uddannelsen Kreativ Kommunikation er, at de studerende hele tiden beskæftiger sig med virkeligheden – og eksempelvis udvikler koncepter og laver produktioner, som er målrettede og ofte anvendes i praksis. Derudover er der stor kontakt med branchen - og sidste år vandt parret således en såkaldt Young Creative Circle Award ved den nationale pendant til Cannes-festivalen.
Netop den pris var adgangsbilletten til at deltage i årets konkurrence i den franske kystby.
Derudover har drengene vundet flere førstepladser og været med i finaleopløbet ved andre store konkurrencer.
Vil åbne fremmede døre Opgaven i Young Media Lions var stillet af Peace One Day, som er den fredsorganisation, der står bag FN’s officielle internationale fredsdag.
Udfordringen bestod i at skabe opmærksomhed omkring Peace One Day, primært blandt unge mennesker.
De deltagende teams havde præcis 24 timer til at opfinde en kampagne. Og her havde de to senere vindere af konkurrencen udviklet en idé, der går ud på, at man hvert år på fredsdagen - den 21. september - hænger et hvidt flag op og åbner sin dør for besøg af fremmede.
Se et videoklip fra overrækkelsen
her
Mediehøjskolen priser
Share
Print 
Kommentarer
[0]