Hvad gør en god journalist?

Af Dan Hansen, 29. June 2010 16:49:05

Rektor Anne-Marie Dohms tale til de 62 nye dimittender

Der er en ting, som jeg har spekuleret meget på igennem de seneste år: Hvad er det, der gør en god journalist? Er det uddannelsen og det særlige forløb, som blandt andre I har været igennem. Kan vi ved at lave små kunstgreb i undervisningen, i studieordningen skrue op og ned for kvaliteten af jer? Er det en naturgiven nysgerrighed – som vi ikke kan ændre på, men bare gøre det bedste for at lede efter hvert år ved optagelsesprøven? Eller er det en særlig medfødt stædighed? Er det en særlig ild, der brænder – et kald i den enkelte? Hvad er det egentlig?

Årets Cavlingpris gik til DR-journalist Jesper Tynell. Han er ikke uddannet journalist. Han besluttede sig for at afprøve selve demokratiet igennem en række kritiske historier om Beskæftigelsesministeriet og daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Ikke for at give stemme til nogle kontanthjælpsmodtagere, som var kommet i klemme. Men for at dokumentere, at en minister havde ført Folketinget bag lyset. For at dokumentere manglende respekt for folkestyret og magtens tredeling.

Sidste års Bordingpris gik til Kristian Jessen fra fagbladet 3F. Kristian er heller ikke uddannet journalist (det var hans makker dog). Han har blandt andet læst musik på konservatoriet. Kristian gav netop stemme til ofrene for kviksølvskandalen på Grinstedværket op igennem tre årtier. Han dokumenterede, hvordan arbejderne på værket – med ledelsens viden - blev udsat for livstruende høje doser af kviksølv, så de i sidste ende blev uarbejdsdygtige og invaliderede.

Årets Spadestik-pris – som er en prestigefyldt pris på 100.000 kr. fra de lokale og regionale dagblade, TV2 og DR, gik til Rune Holm, fra TV2 Bornholm. Rune afdækkede, hvordan landets alarmcentraler i mange tilfælde svigter ganske fatalt, når borgere, der står med et hjertestop imellem hænderne og har akut brug for hjælp, ringer 112. Rune har en teknisk baggrund og har i mange år arbejdet som kameramand ved TV2. I årevis har han siddet i sendevognen sammen med Jens Olaf Jersild, når der skulle produceres Rapporten.

Disse tre journalistiske præstationer, som alle er begået inden for de seneste to år, har hver på deres måde gjort en forskel. Og de tre personer bag disse journalistiske projekter har demonstreret engagement ud over det sædvanlige. Ikke kun har deres projekter taget ganske lang tid at realisere. Man kan godt gætte, hvilke kampe de har måttet kæmpe for at få lov til at blive ved med at arbejde med deres projekter.

Alle tre har igennem det seneste år stået i dette auditorium for at fortælle om deres arbejde. Og fælles for dem har været, at de konstant har måttet kæmpe med forskellige former for modspillere:

• Kilder, som for manges vedkommende mest bidrog med modstand i form af forhalelse af begæringer om aktindsigt, utilnærmelighed, ulyst til at tale om det, journalisterne ville tale om. Og i mange tilfælde direkte modarbejdelse af journalisterne.
• Dokumentation, som bare ikke ville dukke op, som stod i arkivskabe langt, langt væk, og som ingen længere kunne huske eksistensen af. Manglende beviser, som kunne understøtte journalisternes ihærdige jagt
• Tvivl hos dem selv. For var der overhovedet nogen historie, når det tog så lang tid og tilsyneladende var så svært, at komme til bunds i historierne?
  

At dømme ud fra de tre, som jeg efterhånden har haft fornøjelsen af at drøfte historier med flere gange, har de én ting til fælles; Deres engagement. Engagement i andre mennesker, i samfundet, i at få sandheden frem. Og et dybt engagement i de historier, som de ofre rigtig mange af deres vågne timer på at afdække.

Ingen af dem har været båret frem af lette, hurtige gevinster eller luftig mediemedvind.

Og det er så svaret på mit indledende spørgsmål. Det, der gør en god journalist, er langt hen ad vejen engagement. Jeg ved godt, at man ikke kun bliver en god journalist eller fotojournalist med et stort engagement. Hvis man sætter de seneste 40 års store journalistiske præstationer op på en række, så vil der ikke være mange af dem, som ikke har haft deres spæde begyndelse med udspring i denne institution.

Men den store forskel på en god og en middelmådig journalist er engagement. Ikke for at nedgøre de kompetencer, som i forlader Journalisthøjskolen med. For dem har I ikke fået alene ved et stort engagement. Men det er engagementet, der gør den store forskel.

Jeg håber og tror på, at der er mange af jer, der går ud herfra i dag med et sådant engagement. Jeg håber ikke, at det vigtigste for jer er en fast siddeplads i et stort fælles-kontor på den rigtige adresse, på det rigtige medie, med det rigtige navn.

Jeg håber ikke, at en fast hyre, et komfortabelt liv med firmabil, benzinkort, god mad og frihed til at holde ferie otte uger om året og sabbatordning hver sjette, er det, der driver jer.

Jeg håber, at I sætter journalistikken forrest. At I vil satse meget og risikere ikke at få et komfortabelt liv, men et arbejdsliv, hvor journalistikken får lov til at sive ind i jeres privatsfære, få skellet imellem jer som personer og jeres profession til at forsvinde fra tid til anden. Jeg håber, at journalistikken ind imellem vil holde jer vågne om natten, at den vil få jer til at gå den lange omvej, tage de sværeste beslutninger.

Jeg håber, at journalistikken ind imellem vil få jer til at glemme jer selv. Og gå hele vejen for historien, som ingen har hverken bestilt eller betalt. Og som ingen vil takke jer for – sådan lige foreløbig.

Det dybe engagement sikrer også, at I til enhver tid vil føle ansvar. Ansvar for at løfte de sager, som umiddelbart ikke ser lette ud. Ansvar overfor de personer, hvis liv og tilværelse I med jeres uddannelse vil komme til at stå med i hænderne. Ansvar overfor de kilder, som vil betro jer deres inderste viden med risiko for egen position.

Med det eksamensbevis i hånden, som I skal have lige om lidt, har I også indløst forpligtelsen til at bære det ansvar. Om lidt er det definitivt jeres. Tag det med ud herfra og værn om det.

I dag er en festdag. Lige om lidt skal I have adgangsbilletten ud til jeres videre arbejdsliv. Et arbejdsliv, som vil rumme fantastisk spændende oplevelser, store udfordringer, et arbejdsliv i en branche, hvor ambitionsniveauet er højt, kreativiteten blomstrer. Et liv hvor I vil møde mennesker, som andre kun drømmer om at møde.

Men når denne dag er slut, den sidste champagne er drukket og de røde roser i cellofan vipper med hovedet, vil mange af jer være bekymrede over jeres fremtidige arbejdsliv. Det ved jeg, og jeg deler bekymringen med jer. Vil der være plads til jer derude? Vil I få fat og få det job, som I så inderligt drømmer om? Og som I så inderligt har fortjent.

Men I skal ikke give op. I skal tro på, at I har de rigtige kompetencer. Hold fast i troen og i journalistikken. Tag de omveje, der er nødvendige for at bide jer fast. Det skal nok komme.
For sagen er den, at I kommer ud til en spændende medievirkelighed, fordi I bliver skabere af nye medier og nye måder at bedrive journalistik på. Branchen rører på sig, og den kræver nye kompetencer og idéer til, hvordan den fortsat skal kunne appellere til de nye læsere, lyttere og seere. Branchen har simpelthen brug for nye fotojournalister og journalister som jer. Gå ud og udfordr den. Lov mig at I vil sparke til den.

 Journalisthøjskolen    dimission  

Share
Print

Kommentarer [0]